Nyhedsbreve opstart

nyhedsbreve

Jeg modtager masser af e-mail nyhedsbreve. Hver dag. Nogle læser jeg med fornøjelse, andre er mere en form for pligtlæsning, fordi jeg skal følge med på områder, der har min faglige og/eller personlige interesse.

Så er der dem jeg aldrig får læst, f.eks. dem hvor afsenderen kun skriver om sig selv, sin virksomhed, sine produkter og sine serviceydelser. Læserne interesserer sig da meget mere for dem selv og deres egen succes. Derfor skal alt hvad man skriver om tage udgangspunkt i læseren.

Og endelig er der den lille kategori af nyhedsbreve, som jeg glæder mig rigtig meget til at modtage. Som jeg læser med det samme, eller gemmer og læser senere, hvis jeg ikke har tid her og nu.

Fælles for den lille kategori af rigtig gode nyhedsbreve er, at de er personlige. Ikke bare fordi der står; ”Kære Christian”, men fordi jeg kan mærke personligheden bag ordene. Der er en klar afsender på, og det er skrevet indlevende og ærligt. Og så behandler det nogle emner, der interesserer mig, på en konstruktiv og lærerig måde.

Fantastisk medie

Der findes ikke noget bedre, hurtigere og mere økonomisk medie end nyhedsbreve, når du vil skabe vedvarende relationer til kunder og kundeemner med målbare resultater til følge. Når du vil styrke loyaliteten overfor din hjemmeside, så brugerne kommer igen og igen. Og når du vil holde kontakten med dine (potentielle)kunder med salg og mersalg for øje.

For nyhedsbreve kan sælge og de kan fastholde brugerne. Og nyhedsbreve kan brande og er fantastiske til storytelling.
Men de skal laves med omtanke og med udgangspunkt i læseren. Ellers – glem det!

Jeg kan ikke finde på noget at skrive om…

Jo, du kan.

Lav interviews med kunder der har haft succes med at bruge jeres produkt, og vis andre hvordan de har gjort.

Lav et interview med en ekspert i branchen. Eller en top-10 over problemer din virksomhed løser for kunderne, og begynd at skrive artikler over dem. Find ud af hvilke kunder der har sparet mest med jeres nye ordning, og kom med tips til hvordan andre kan det samme.

Som et supplement til jeres eget indhold kan du bede andre virksomheder eller individer om at skrive en artikel til dit nyhedsbrev, som du så kan linke til. Det vil de som regel gerne.

Muligheder er der nok af – det drejer sig bare om at bøje sig ned og samle dem op!